Kom med konstruktionsingeniørerne på arbejde, når en betontrappe går fra statiske analyser til en anvendelig trappe.
På projektet Rørvangsvej 41 i Holbæk er vi i samarbejde med Holbøll A/S ved at opføre en kombineret lager- og kontorbygning. Her har vi hjulpet med projekteringen af installationsfag og bærende konstruktioner. Selve byggeriet har budt på en del anderledes og spændende udfordringer.
Holbøll er en entreprenørvirksomhed, der har stor erfaring med in-situ-støbte konstruktioner. Derfor har de haft et ønske om, at dele af byggeriet, som de selv bygger, skulle afspejle deres ekspertise.
3D-viewer letter kommunikationen
Vores samarbejde har resulteret i et indgangsparti med et råt, men æstetisk udtryk.
Bag det rå look ligger komplekse statiske beregninger og analyser, og især trappen har været en interessant opgave set med ingeniørbriller.
Projekteringen har indebåret dimensionering af træhåndliste, stålscepter, betonværn, betontrappeløb og fastgørelser.
Tegningerne viser analysen bag modelleringen af trappen.
Rent kommunikationsmæssigt ligger der også en opgave i at formidle den statiske analyse videre til entreprenøren, så byggeriet kan udføres. I den forbindelse har vi brugt traditionelle konstruktionstegninger, men vi har også gjort brug af en 3D-viewer. Sidstnævnte har været særligt effektiv og har lettet kommunikationen af det relativt komplekse armeringsarbejde.
Det tog de dygtige entreprenører 2,5 uge at omsætte arbejdstegningerne til den færdige trappe.
3D-viewet viser, hvor armeringen skal placeres i trappen.