Selvom Ingeniørfirmaet J&P har mere end 25 års erfaring inden for byggeri, sker det indimellem, at vi får lov til at arbejde med en helt ny type af sager. Og sådan en er vi i gang med på Snebærvej 10 i Stege på Møn. Her er vi rådgivere på opførelsen af en helt ny type sommerhus. Det er ikke unormalt at bygge sommerhuse af træ, men det særlige ved dette hus er, at vi bygger det med nogle særlige bæredygtige materialer, der er produceret af den tyske byggematerialegigant STEICO. Der er allerede opført denne type STEICO-huse i Norge og Sverige, men sommerhuset i Stege bliver det første af sin slags i Danmark.
Bæredygtigt potentiale
Når man bygger huse i dag, er der nogle generelle krav til dokumentation af byggeriets klimaaftryk, og det er her, at STEICOs træ kommer ind i billedet. Deres produkter opfylder alle de europæiske byggestandarder for bæredygtighed, og de kommer med et færdigt gennemtænkt produkt i form af både fiberplader og færdige elementer, der er fyldt med woodfiber. STEICO har nemlig allerede beregnet materialernes klimaaftryk på baggrund af flere parametre som produktion, transport af materialer og holdbarhed, hvilket gør det enklere og smartere at dokumentere byggeriets samlede klimaaftryk. På den måde imødekommer det også de fremtidige LCA-krav, der træder i kraft i 2025. Vi har selv besøgt en af STEICOs fabrikker i den polske by Czarnków. Her fik vi en rundvisning på fabrikken, hvor al energien, der driver produktionen, er produceret af træflis. Vi så også eksempler på færdigbyggede STEICO-huse:
– Det, vi så i Polen, var virkelig godt. Og det er så godt isoleret, at man både kan bruge det til sommerhuse og helårshuse, siger direktør Bo Jensen.
De færdige elementer er leveret og klar til montering, når fundamentet er færdigstøbt.
En af udfordringerne ved et projekt som dette er at holde et budget, så det også giver mening for en potentiel køber. Vi køber de bæredygtige materialer i Polen, laver fundament i Danmark, og samtidig skal vi bruge nogle VVS’ere og elektrikere med danske autorisationer for at overholde de gældende danske regler.
Dertil bør det også nævnes, at denne slags STEICO-huse er væsentligt hurtigere at bygge sammenlignet med andre lignende huse. De store elementer er allerede samlet, når de bliver leveret, så når fundamentet er færdigstøbt, tager det omkring fire dage at lukke huset.
Sommerhuset i Stege skal tjene som et prøvehus, der kan fremvise, hvordan man også kan bygge bæredygtigt. Men direktør Bo Jensen spår disse STEICO-huse et stort potentiale – specielt i Danmarks yderområder.