Jogp

Skimmelsvamp

Ingeniørfirmaet

Skimmelsvamp

Problemer med skimmelsvamp? Vi hjælper gerne.

Hos J&P har vi mange års erfaring med bekæmpelse af skimmelsvamp. Dertil arbejder vi sammen med en række entreprenører, som kan hjælpe med at udbedre skader på boligen efter skimmelsvamp.

Skimmelsvamp test

Når der er mistanke om skimmelsvamp, vil vi normalt udføre en skimmelsvamp test. På den måde kan vi meget præcist finde ud af, hvad der er skyld i problemet og hvordan det bedst bekæmpes. 

Vi har igennem vores tid set lidt af hvert i forbindelse med besigtigelser af både private ejendomme, foreninger og offentlige ejendomme og har således meget stor erfaring med forskellige former for svamp, samt med bekæmpelse af skimmelsvamp.

Hvad er skimmelsvamp?

Der findes flere forskellige typer for skimmelsvamp i naturen. Fælles for dem er, at de består af mikroskopiske svampe, der afgiver millioner af svampesporer, som bevæger sig gennem luften ligesom pollen – på jagt efter et sted at slå sig ned og vokse videre.

Hvis de bittesmå svampe skal vokse, har de brug for ilt, et fugtigt miljø og noget organisk materiale, de kan gro i. Præcis den kombination finder de tit i f.eks huse med dårlig udluftning. Her vil luften nemlig bære så meget fugt i sig, at der kan danne sig kondensvand på vægge, i vindueskarme el.lign, og det giver svampesporerne det optimale miljø for at gro sig store.

Skimmelsvamp viser sig ved at danne sorte skjolder på væggene, i loftet, i vindueskarmene eller andre fugt-ramte steder. I de fleste tilfælde kan man komme langt ved selv at holde skimmelsvampen nede, men nogle af typerne af skimmelsvamp er meget usunde at dele hus med, og derfor anbefaler vi altid en professionel indsats, hvis problemet varer ved eller er meget omfattende.

Fjern skimmelsvamp – sådan gør du

Hvis du kun har en lille smule skimmelsvamp, f.eks i et hjørne eller i en vindueskarm, så kan du sagtens selv gå i gang med bekæmpelsen.

Du fjerner skimmelsvamp således:

  • Start med at rense området ned. Brug gerne en skuresvamp, hvis det er muligt, og få så meget som muligt af den sorte belægning af.
  • Herefter smører du et produkt som Rodalon, Klorin eller et tilsvarende desinficerende produkt på området. Der findes også midler, som er decideret svampedræbende, f.eks ProtoxHysan. Sørg altid for at følge vejledningen på pakningen.
  • Gør gerne rent i området omkring angrebet. Støvsug grundigt.
  • Sørg for fremover at lufte rigeligt og rigtig ud.

Skimmelsvamp og indeklima


Skimmelsvamp kræver ilt, organisk materiale og fugt for at vokse. Derfor er et godt indeklima uden for meget fugt en vigtig medspiller, hvis du ønsker en svampefri bolig.

Der er mange faktorer, der kan spille ind, når det drejer sig om at skabe et godt indeklima. Noget af det handler om den måde, boligen er bygget på, f.eks:

Hvilken type isolering, der er brugt
Hvilke materialer, huset er bygget af
Hvor gammelt huset er
Hvilke vinduer, der er i huset
Hvordan badeværelset er bygget op og placeret

Som rådgivende ingeniører hjælper vi gerne med løsninger, der minimerer risikoen for svamp – både i forbindelse med nybyggeri og i forbindelse med vedligehold af eksisterende boliger.

Hvordan vi bor og hvor mange, vi bor sammen, kan også spille ind. Vi har oplevet lejligheder, der aldrig tidligere har haft problemer med skimmelsvamp, som pludselig bliver angrebet, fordi der enten er flyttet flere personer ind i lejligheden end tidligere, eller fordi beboerne tørrer deres vasketøj indenfor i lejligheden.

Rigtige udluftning hjælper på skimmelsvamp

Som nævnt er fugt det store problem, når det handler om skimmelsvamp. Men heldigvis kan du gøre meget ved et fugtproblem i hverdagen. Det handler simpelthen om at lufte rigtigt ud. 

For det første er det vigtigt, at du har en udluftning af boligens opholdsrum, f.eks. soveværelser, stuer, badeværelser og køkken. Denne udluftning kan foregå enten mekanisk
eller som naturlig ventilation.

Mekanisk ventilation er fx emhætte og el-styret aftræk fra badeværelse.

Naturlig ventilation er aftræksrør på badeværelset og udluftningsfunktion af vinduer og terrassedøre.

En anden form for udluftning angår bygningskonstruktionerne. Specielt ydervægge, tage og krybekældre skal udluftes. Altså dér, hvor varm luft møder kolde overflader, og der opstår kondens.

Hvad er rigtig udluftning?

Du skal selv sørge for at lufte ud mindst 3 gange om dagen med gennemtræk i 5-10 minutter pr. gang. Dette hjælper med at forny luften og slippe fugten ud.

Husk også at lufte ud, når du har været i bad – og hold endelig døren til badeværelset lukket, så den fugtige luft ikke bare flytter sig ud i de øvrige rum.

Derudover er det også en god idé at få sat en udluftningsfunktion i dine vinduer og døre, så der også automatisk sker en udskiftning af luften. Kontakt os gerne, hvis du vil høre mere om mulighederne for automatisk udluftning.

Andre ting, du kan gøre:

  • Lad være med at tørre tøj indendørs
  • Tør fugt af vinduer og luft gerne ekstra meget ud i de rum, hvor der er ekstra fugtigt
  • Husk at tænde for emhætten, når du laver mad

​Hvis du bliver ved at opleve problemer med skimmelsvampe efter at have fulgt ovenstående råd, vil vi anbefale dig at kontakte os eller anden professionel hjælp. Så kan problemet nemlig muligvis ligge i den måde, huset er isoleret på, i en skjult vandskade eller andet, der kan være svært selv at opdage.

3 tegn på, at du har problemer med fugt og udluftning

Ved en simpel gennemgang af din bolig kan du faktisk selv tjekke, om udluftningen af rummene er tilstrækkelig.

  • Er der mere end 2 cm dug langs rammen på indersiden af dine ruder?
  • Forekommer der sorte eller grønne skjolder på væggene?
  • Fornemmes en dårlig lugt af indelukkethed eller mug, når du kommer ind udefra?

Kan du svare ja til noget af dette, skyldes det næsten med sikkerhed, at der bliver luftet for dårligt ud.

Problemer med skimmelsvamp? Vi hjælper gerne.

Luk menu